fbpx

Sorgens faser | Følger din sorg sorgfaserne?

Sorgens 5 stadier – følger din sorg sorgfaserne?

Sorgens faser har du måske hørt om, og når du har åbnet det her blog-indlæg, er det sikkert fordi gerne vil forstå dem bedre og læse om, hvad der ligger i hver fase. Måske har du en følelse af, at du er et sted i din sorgrejse, som passer mere eller mindre på en af faserne. Men det kan også være, at du har en følelse af, at du ikke kan genkende dig selv.

Hvis du er i sorg, læser du sikkert om sorgfaser og sorgstadier, eller hører om dem fra venner og familie, der gerne vil hjælpe dig i sorgen. Jeg vil gennemgå de 5 sorgfaser for dig her (nogen nævner også 7 sorgstadier) for dig her, så du ved hvordan de er. Men jeg vil også fortælle hvorfor det faktisk forkert at tale om sorgens faser for dig, der har mistet. Så hvis du ikke kan genkende dig selv og din sorgrejse i de 5 sorgfaser, er det helt normalt!

Hvem har opfundet de fem sorgfaser?

Sorgens faser blev formuleret af en schweizisk-amerikansk psykiater ved navn Elisabeth Kübler-Ross. Hun fandt ud af, at mennesker der er kritisk syge og som skal dø af deres sygdom, ofte går igennem fem faser: Benægtelse, vrede, forhandling, depression, accept.

Du kan sagtens fortsat møde en sygeplejerske, en bedemand eller andre, der fortæller om de sorgens faser. Men det er en misforståelse. De fem faser er udviklet om og for personer, der skal dø af deres sygdom.

Da min mand Jan fik diagnosen ALS fik han samtidig en dødsdom, for det er en sygdom uden håb om overlevelse. Og Jan fulgte til en vis grad, de fem faser. Den første periode var han i benægtelse. Det kunne ikke være rigtigt, at han skulle dø. Han var jo fortsat rask og rørig. Vreden kom i højere grad til udtryk ved frustration over, at der ikke var noget som helst der kunne hverken helbrede, lindre eller forlænge hans levetid. Forhandlingsperioden var kort, da der heller ikke var noget at forhandle om – ingen kunne sige, hvorfor lige han blev ramt af ALS – der var ikke noget han kunne have gjort anderledes. Til gengæld var han deprimeret i længere tid, og fik lykkepiller for at holde humøret stabilt. Og så brugte han al sin energi på at holde sig beskæftiget, så han ikke havde tid til at forfalde til sine triste tanker om, at han skulle dø fra pigerne og mig. Da han accepterede, at døden var et vilkår, faldt der en ro over ham. Lykkepillerne fulgte ham frem til hans død, men han formåede i langt højere grad at leve i nuet, og have gode oplevelser med venner, pigerne og jeg. Og om aftenen, lige inden hans sovepiller sendte ham i drømmeland, foldede han hænderne bag nakken, sukkede og sagde ”Vi har det sgu’ meget godt. Det kan godt være jeg skal dø, men det går sgu’ meget godt”.

Kan du ikke genkende de fem sorgfaser i din egen sorgrejse?

Men selvom sorgens faser er udviklet til at beskrive hvordan personer der skal dø af deres sygdom, bliver det stadig brugt til alle, der er i sorg. Vi hører ofte, at sorg bearbejdes gennem sorgens faser. Som om vi skal igennem en række bestemte trin og en række bestemte følelser, for at bearbejde vores sorg. Nogle gange kan vi opleve, at folk fortæller os, at ”du er nok stadigvæk i benægtelses-fasen”. Eller ”Ved du hvilken af sorgens faser du er i?”

Måske gør det dig lidt forvirret, fordi du ikke føler, at din sorg passer ind i sorgens faser. Du kan ikke genkende dig selv i fem faste sorgfaser.

Men det er helt normalt, at du ikke syntes du passer ind i sorgens faser – for der er ingen faser i sorg. I dag taler man mere om, at sorgen kommer i bølger. Nogle gange er bølgerne store og voldsomme, og andre gange er de små og blide. For det er en misforståelse, at dig der er i sorg, skal igennem en række sorgstadier, som følger hinanden som perler på en snor. Fordi det fortæller, at du skal igennem en helt særlig rejse som alle sørgende skal gennemgå. Det skal du ikke!

Sorg er ikke en lineær proces, vi bevæger igennem, som hvis vi følger en lige vej.

Sorg er rodet. Sorg er kaos.

Enhver sorg er unik

Alle os, der oplever sorg fordi vi har mistet en nærtstående, lever med en kritisk syg ægtefælle eller oplever sorg af andre årsager, vores sorgproces kan ikke inddeles i sorgfaser. For os er sorgen individuel. Vores sorg adskiller sig fra sorgen hos en person, der ved at de skal dø. For vi andre skal leve. Vi skal finde en måde at leve vores liv, finder vores egen vej igennem sorgen og finde håb i det, der kan virke håbløst. Men også vores sorg er forskellig. Vi kan finde genkendelse hos andre, og vi kan få hjælp og støtte i vores sorgproces. Men ingen gennemgår præcis den samme sorgproces eller oplever en bestemt rækkefølge af følelser, i deres sorgbearbejdning.

For nogen mennesker kan det føles rart at tro på, at sorgen har 5 faser. Fordi sorgens faser kan fungere som en slags plan for, hvad vi skal igennem. En slags livline vi holder fast i, når den verden vi kendte, er faldet sammen. Men hvad så, når sorgen ikke følger faserne? Hvis du ikke bliver vred? Ikke har været igennem en fornægtelse? Så kan du i stedet få en følelse af, at din sorg er forkert. At du ikke kan bearbejde din sorg, fordi du ikke følger de fem faser.

Så mind dig selv om, at der ikke er nogle bestemte sorgfaser, du skal igennem. Din sorg er unik, og derfor vil din vej igennem sorgen også være unik og individuel for dig.

Hvis du er klar til sorgbearbejdning og sorgterapi, kan du læse om mit forløb her.

Det er mit mål at hjælpe dig, der er i sorg – uanset hvor langt du er på rejsen. Og at hjælpe dig med at komme tilbage til et liv, hvor glæden fylder mere end sorgen. I mine forløb vil du møde forståelse og omsorg. Du vil opleve, at jeg er nærværende, og at jeg gavmildt deler ud af min personlige historie og mine erfaringer. Og så vil du opleve, at der altid er plads til latter og til at mindes med et smil på læben.

Du er altid velkommen til at kontakte mig eller booke mig til en uforpligtende samtale, hvis du vil høre, hvordan jeg kan hjælpe dig.

Sorgens faser

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top