fbpx

Hvordan bearbejder man sorg?

Som sorgterapeut bliver jeg ofte spurgt; Hvordan bearbejder man sorg? Og jeg forstår godt, at det er så vigtigt et spørgsmål, da det kan føles så uoverskueligt. For hvordan bearbejder man sin sorg, og tager næste skridt mod et liv med glæde og gode minder?

At miste en vi elsker, er noget af det sværeste vi kan opleve. Det kan føles som om vi aldrig finder glæde i livet igen, og selv små ting kan føles uoverskuelige. Sorg kan føles enormt ensomt, selvom du er omringet af en masse mennesker. Det kan føles håbløst. Det kan føles som en tur i en rutsjebane, hvor du bliver kastet mellem glæde og fortvivlelse. Og så kan det føles som alle andre følelser derimellem.

Selvom det ikke altid virker sådan, så kan du gøre meget i hverdagen, for at bearbejde din sorg og gøre den lettere at leve med. Det er ikke let, og det tager tid. Men ved at gøre små ting og tage et skridt ad gangen, er det muligt at vende tilbage til et liv med glæde, og håb, hvor sorgen er blevet til et savn og er blevet mindre smertefuld.

Mærk efter, hvilke følelser du oplever i sorgen

You cannot heal if you don’t feel.  Ved at mærke efter, hvilke følelser du har og ved at sætte ord på følelserne, begynder du at blive opmærksom på, hvad du har behov for lige nu. Nogen mennesker bliver helt følelsesløse i sorgen, og har svært ved at mærke sig selv. Andre bliver meget mere følsomme og sårbare end de har været tidligere. Uanset hvor du finder dig selv på skalaen, kan du begynde at bearbejde din sorg ved mærke dine forskellige følelser og hvornår de er til stede. Måske får du en bevidsthed om, at du føler ensomhed i bestemte situationer, og derfor skal lave en aftale om, at du kan kontakte en god ven, når ensomheden trænger sig på. Eller måske ved du, at en bestemt tid på dagen er særligt svært. Der kan du enten vælge at gøre noget rart for dig, og give dig lov til at være i sorgen i det tidsrum. Eller du kan prøve at bryde din daglige rutine, så det særlige tidspunkt på dagen bliver forbundet med noget der bringer dig glæde.

Hvis du også begynder at lægge mærke til de små øjeblikke i hverdagen, hvor du har det godt eller føler dig glad, uanset hvor små de er, vil du med tiden opleve, at du faktisk er taknemlig over noget nyt, der er kommet ind i dit liv. Noget du måske ikke havde i dit liv tidligere. Og du vil opleve, at der kommer nye glæder ind i dit liv. Nye oplevelser du måske ikke troede du kunne få, da dit fokus var på det liv, I havde sammen. Det liv, der ikke er der mere. Når det sker, er du i gang med åbne for glæden igen, og tage de første skridt mod et liv, hvor livsglæde fylder mere end sorgen.

Vær tålmodig – og giv dig selv tid til at bearbejde sorgen

Sorg tager tid. Og sorgbearbejdning tager tid! Desværre kan du ikke gøre noget for at sætte tempoet op. I stedet er det vigtigt at finde ud af, hvordan du passer godt på dig selv, og hvordan du får skabt tiden til at bearbejde din sorg. Prøv at gøre ting, der giver dig glæde og energi. Hvis du ikke ved eller ikke kan huske, hvad det kan være, så prøv at tænke tilbage på, hvad du kunne lide at lave før sorgen blev en del af dit liv. Måske er det at spille golf, se tv eller danse til musik fra din ungdom. Og så øv dig i, at få det gjort. Ikke hver dag. Bare indimellem. Og prøv at finde muligheden for at tage pauser i løbet af dagen. Det er hårdt at bearbejde sin sorg, og det er helt normalt, hvis du føler dig træt.

Accepter at sorg er rodet og kaotisk

Sorg følger ikke bestemte sorgfaser. Der er ikke et fast forløb du skal igennem eller en bestemt rækkefølge dine følelser skal passe ind i. Nogen dage føles det som om vi bevæger os fremad, og sorgen fylder ikke så meget. Andre dage fylder sorgen alt. Og så er der dage hvor vi svinger som et pendul, og hvor glæden kan blive erstattet af sorg og magtesløshed på et splitsekund. Ved at acceptere dette, kan du give dig selv plads til din unikke sorgrejse. Til at føle præcis hvad du føler, og tage lige så lang tid, som du har behov for. Det er din sorg. Det er din sorgrejse!

Bed om hjælp hos andre, når du bearbejder sorgen

Du behøver ikke klare alt alene. Ved at få hjælp fra andre, vil du både give dig selv ro og tid i sorgen, samtidig med at venners hjælp kan føles som en varmende omsorg. Og ofte vil vores venner og familie gerne hjælpe, men de ved måske ikke hvad de kan hjælpe med. Så bed dem om hjælp. Hav en liste hængende hvor du kan skrive ned, hver gang der er en opgave, du kan få andre til. Stort og småt. Så kan du vise listen, næste gang nogen siger ”sig til, hvis der er noget vi kan hjælpe med”.

Listen kan være opdelt efter de områder, hvor du har brug for hjælp, det gør det måske lidt nemmere at tænke på ting, hvor du kan have behov for hjælp:

  • Hjælp til børnene (børnepasning – også på tidspunkter hvor du ikke skal noget, men trænger til lidt tid alene, hente/bringe til skole eller fritidsaktiviteter, legeaftaler til børnene)
  • Huset (ordne haven, rense tagrender, reparere småting)
  • Dagligdagen (mad til fryseren, indkøb, luftehunden)
  • Hjælp til dig og din sorg (Mulighed for at tale om sorgen og om den, du har mistet, omsorg og forkælelse, tid alene og tid sammen med venner hvor I kan skabe nye oplevelser og nye minder)

Hvis du syntes det er svært at bede om hjælp, så husk at det at bede om hjælp er en muskel der skal trænes. Måske er det svært i starten, men jo mere du øver dig, jo lettere bliver det.

Få professionel hjælp til, hvordan du bearbejder din sorg

Søg professionel hjælp, hvis du ikke føler du selv kan komme videre fra din sorg, eller du føler det er for uoverskueligt at bearbejde din sorg. Der er mange forskellige typer hjælp. Det kan være sorggrupper, psykolog eller en sorgterapeut som mig. Find ud af, hvad du har behov for og få det lille skub, der kan gøre den store forskel på vejen mod livsglæde.

Hvis du overvejer et forløb til sorgbearbejdning, kan du læse om mit forløb til sorgbearbejdning her.

Det er mit mål at hjælpe dig, der er i sorg – uanset hvor langt du er på rejsen. Og at hjælpe dig med at komme tilbage til et liv, hvor glæden fylder mere end sorgen. I mine forløb vil du møde forståelse og omsorg. Du vil opleve, at jeg er nærværende, og at jeg gavmildt deler ud af min personlige historie og mine erfaringer. Og så vil du opleve, at der altid er plads til latter og til at mindes med et smil på læben.

Du er altid velkommen til at kontakte mig og få en uforpligtende samtale, hvis du vil høre, hvordan jeg kan hjælpe dig.

Hvordan bearbejder man sorg

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top