Når du mister en du elsker, mister du en verden, som du kender den
Når vi mister en vi elsker, forandres hele vores livsfundament, vores antagelser om hvordan verden fungerer og vores tro på, at livet er godt. Selvom vi ofte tror, at vi kun sørger over den vi har mistet, så er vores sorg også en smerte over alle de andre tab, der følger med et dødsfald.
Når vi elsker et andet menneske, er den person en stor del af vores liv. De fylder vores tanker, vores hjerte og vores daglige rutiner. Så når de dør, mangler de til alle de små og store roller, de har fyldt i hverdagen. Vores fortrolige og den første vi fortæller gode og dårlige nyheder til, men også en del af vores identitet og vores historie.
Hvis du har mistet en ægtefælle eller partner og I har børn, mister du ’den anden forælder’. Den eneste der fuldstændig subjektivt mener, at præcis jeres børn, er de mest fantastiske i verden, og som føler den helt ubetingede kærlighed, vi oplever som forældre.
Men du mister også andre ting, der ikke altid er så tydelige.
Mistede håb, drømme og forventninger – alle de forestillinger vi har om vores fremtid. Alle drømmene om, hvad vi skal opleve, forventninger til nye oplevelser vi skulle have i fællesskab. Det er fortsat muligt få et godt liv fyldt, men det bliver uden din person ved din side, og mange af dine drømme, håb og forventninger skal formentlig justeres til den nye virkelighed.
Tab af indkomst og økonomisk sikkerhed. Din økonomi ændrer sig. Måske arver du penge, så den ændrer sig positivt, men det kan også være en økonomisk byrde at miste en indkomst. Det kan medføre bekymringer om fremtiden, både i forhold til bolig, job og muligheden for at bevare samme levestandard.
Tab af identitet. Hvem er du nu, efter du har mistet? Du kan opleve, at din omgangskreds ændrer sig. At nogen mennesker behandler dig anderledes, at du selv prioriterer anderledes eller har fået ændret dine værdier i livet.
Et tab påvirker (næsten) alle områder af dit liv. Derfor kan det være så svært og uoverskueligt at bevare troen på, at livet kan være godt.
Sorgbearbejdning tager tid. Det er ikke en let proces og det er individuelt hvornår vi er klar til at tage det første skridt mod et liv, hvor livsglæde fylder mere end sorgen.
Tre forslag til ting, du kan gøre for at tage det første skridt:
Øvelse gør mester. Det kan være svært at komme ud blandt andre mennesker. Svært at bede om hjælp, og klare selv små opgaver i løbet af hverdagen. Men hvis du øver dig, bliver det lettere med tiden. Få eventuelt en god ven til at støtte dig.
Vær god ved dig selv. Sorg er hårdt. Både for kroppen og for sindet. Så plej dig selv og hav ikke for høje forventninger til, hvad du skal nå. Sørg for at have tidspunkter, hvor du ikke har planer, og hvor du kan gøre noget godt for dig selv. Det kan være at binge en serie på Netflix, tage et langt bad eller spise din yndlingskage.
Hvad er jeg taknemlig for? Skriv 3 ting ned hver dag. Den første periode efter et tab, er det ikke sikkert du kan finde noget. Men prøv alligevel, selvom det er små ting. En god kop kaffe. At solen skinner eller der ikke var kø i Netto, så du kunne komme hurtigt hjem under dynen igen. Forskning viser, at det påvirker vores tanker positivt, når vi fokuserer på taknemlighed.