Kender du det, at du er ude at handle, og støder ind i en bekendt. Det første du bliver spurgt om er, hvordan har du det?
Spørgsmålet bliver ofte stillet med en omsorgsfuld stemme, hovedet lidt på skrå, og måske en medfølende hånd på din arm. Og selvom du ikke har lyst til at tale om din sorg i supermarkedet, svarer du alligevel – næsten pligtopfyldende ”Jeg har det godt – efter omstændighederne”, selvom du måske allerhelst vil ligge hjemme i sengen og græde, eller sidde og stirre tomt ud i luften. Du vil i hvert fald ikke have omsorg i midt i Bilka.
For mange sørgende er spørgsmålet ”Hvordan har du det?” eller ”Hvordan går det med jer?” blevet et frygtet spørgsmål – måske endda et hadet spørgsmål. For hvordan svarer du lige på det?
Jeg har selv fået alle variationer af spørgsmålet. ”hvordan HAR du det?” eller ”Hvordan har DU det?”. Men uanset hvor i spørgsmålet trykket ligger, er svaret komplekst og følelsesladet.
Sandheden er, der er ikke et enkelt svar. Sorgen er kompleks, rodet og kaotisk. Du kan opleve gode dage – eller gode øjeblikke. Du kan opleve hårde dage og hårde øjeblikke. Og du kan opleve dage der svinger mellem sorg og glæde. Sorgen er fyldt med kontraster.
Hvad kan du svare, når du bliver spurgt?
Det er vigtigt at huske, at der ikke findes et “rigtigt” svar på spørgsmålet. Nogle gange er svaret, at du har det godt, og du nyder øjeblikket. Andre gange kan sorgen eller en følelse af ensomhed ramme dig på et øjeblik, selv længe efter du har mistet.
Men det kan være en god ide at indøve standardsvar du kan give, hvis du bliver spurgt ”Hvordan har du det” på steder, hvor du ikke har lyst til at svare, til personer du ikke ønsker at dele din sorg med, eller til de dage, hvor selv det mindste ord, kan få dig til at bryde grædende sammen.
Standardsvar kan være afvisende, til personer du ikke har lyst til at dele din sorg med, eller inviterende til dem, du gerne vil tale med – bare et andet sted eller på et andet tidspunkt. Så nogle gange er det eneste rigtige svar et, der giver dig mulighed for at komme hurtigt videre og væk fra en egentlig samtale. Her vil helt korte standardsvar som ”Fint” eller ”Tak fordi du spørger, men jeg vil helst ikke tale om det” fungere, hvorefter du går videre. Til andre personer eller på andre tidspunkter, føles det måske mere rigtigt at give et lidt længere svar, eller invitere til en snak en anden dag.
- Det går op og ned. Tak fordi du spørger, men jeg har desværre lidt travlt.
- Tak fordi du spørger. Det er pænt af dig. Men jeg har ikke overskud til at tale om det nu/her.
- Det er et svært spørgsmål, og jeg har ikke et kort svar. Vil du ikke hellere fortælle hvordan du har det?
- Jeg vil gerne fortælle om det – men en anden dag. Du må gerne komme forbi og snakke med mig, hvis du har lyst.
Når vi er i sorg, kan vi nogle gange have svært ved at mærke os selv. Så ros dig selv, hvis du vælger ikke at svare, eller hvis du giver et kort standardsvar, når du kan mærke, at du ikke har lyst til at tale. Vær stolt af, at du lytter til dig selv og tænker på dig selv og din egen tilstand.
Hvis dine nærmeste også altid møder dig med et ”hvordan har du det?”, kan du overveje, om du skal tale med dem om det. Bede dem møde dig uden spørgsmål. Lad dem vide, at du nok skal fortælle, når du har lyst og overskud eller når du har behov for, at nogen lytter. Ved at hjælpe dine nærmeste til at gøre ”det rigtige” for dig, hjælper du også dig selv, og undgår de situationer og de spørgsmål der kan være svære, når du ikke har lyst eller ikke har overskud til det. Det er både en hjælp for dine nærmeste og for dig selv, og kan være med til at give dig lidt mere mentalt ro og lidt mere overskud.
